En ærefuld andenplads
Vandværkerne i Roskilde Nord måtte desværre se sig slået på målstregen i uddelingen af ”Årets Vandværkspris 2022”, men vi sætter stor pris på anerkendelsen.
I forbindelse med Vandets Dag, der er blevet markeret i dag, 22. marts, har Danske Vandværker uddelt ”Årets Vandværkspris 2022”, hvor Vandværkerne i Roskilde Nord var nomineret sammen med Halkær Vandværk syd for Nibe i Nordjylland.
Prisen gik til det nordjyske værk, der ligesom os har et stort ønske om at beskytte deres grundvand bedre. Gennem en ihærdig indsats har de formået at få Aalborg Kommune til at købe otte hektar landbrugsjord, der ligger rundt om vandværket, og hvor der siden hen er blevet plantet skov og skabt en fælles landsbyhave.
Selvom vi naturligvis er ærgerlige over ikke at have snuppet prisen, så er det en tilfreds Morten Aagreen fra Jyllinge Vandværk, der på gruppens vegne reflekterer over den ærefulde andenplads.
»Først og fremmest stort tillykke til Halkær Vandværk, de har gjort et godt stykke arbejde. Vi ville selvfølgelig gerne være gået det sidste stykke, men når det er sagt, så er vi meget stolte af den anerkendelse, der ligger i nomineringen fra Danske Vandværker,« siger han.
Stor tro på tingene
Der var 11 vandværker indstillet til prisen og blandt dem valgte en jury to finalister, hvoraf Vandværkerne i Roskilde Nord altså var den ene. Det rygstød kan man sagtens tage med sig videre, understreger Morten Aagreen.
»Alene indstillingen og selvsagt også nomineringen siger jo noget om, hvor langt vi er nået med vores projekt om rent grundvand i vores område. Vi har skabt noget røre og fået grundvandet på dagsordenen i kommunen, hvor indsatsplanen jo skal gå om, så selvom vi ikke vandt, så styrker det os i troen på, at vi har fat i noget godt,« slutter han.
Juryen bag prisuddelingen bestod af Kirsten Hede, projektdirektør hos Bestyrelsesforeningen og Lotte Bjerrum Friis-Holm, centerchef og ph.d. på Teknologisk Institut, Vand og Bioteknologi. Repræsentanter fra Danske Vandværker var formand Ole Wiil, næstformand Søren Hvilshøj og direktør Susan Münster.
Det er medlemmerne i Danske Vandværker, som har afgjort vinderen.