Danmarks Naturfredningsforening samler underskrifter for drikkevandet

Danmarks Naturfredningsforening samler underskrifter for drikkevandet

Med en underskriftsindsamling ved navn ”Stop forurening af vores drikkevand!” vil Danmarks Naturfredningsforening skabe opmærksomhed omkring vores udsatte grundvandsressourcer og have indført et forbud mod brug af sprøjtegift i de særligt sårbare områder.

”Vores drikkevand må ikke ende på museum!”

Med den bombastiske udmelding indleder Danmarks Naturfredningsforening begrundelsen for underskriftsindsamlingen ”Stop forurening af vores drikkevand!”, der i skrivende stund har fået næsten 20.000 danskere til at sætte deres signatur.

Som DN selv har afdækket, og som vi i Vandværkerne i Roskilde Nord også gør opmærksom på, så er de danske grundvandsressourcer under pres fra stigende mængder pesticidforurening. På den baggrund vil foreningen have indført et forbud mod brug af sprøjtegift i de særligt sårbare områder, hvor grundvandet dannes.

DN peger på, at Naturstyrelsen siden 1989 har etableret mere end 100 grundvandsbeskyttende skove på i alt mere end 13.000 hektar, men også at der desværre stadig er rigtig mange grundvandsmagasiner, som ikke er beskyttet og ligger under marker, hvor der bliver brugt sprøjtegift.

DN og præsident Maria Reumert Gjerding efterlyser en konkret handlingsplan fra politikerne omkring beskyttelse af grundvandet. Foto: Danmarks Naturfredningsforening

Derfor arbejder Danmarks Naturfredningsforening – helt på linje med vores strategi om en differentieret indsats – altså for at få politikerne til at forbyde brugen af sprøjtegift i de særligt udsatte områder, hvor drikkevandet hentes op fra undergrunden.

»Det burde være helt indlysende, at man selvfølgelig ikke anvender gift lige oven på en unik ressource som vores grundvand. I de områder bør vi hellere skabe mere vild natur eller lade dyrkning af jorden overgå til økologi,« siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Vil have en konkret plan

Efter pres fra DN og en masse danskere, der skrev under på et stop for RoundUp og andre sprøjtegifte, præsenterede regeringen i maj 2021 et forbud mod sprøjtegifte på offentlige arealer og for private. Foreningen understreger dog, at det kun er et skridt på vejen, da det stadig er tilladt at bruge sprøjtegifte der, hvor drikkevandet dannes.

Med underskriftsindsamlingen håber DN derfor at få regeringen og dens støttepartier til at følge op på det to år gamle løfte om at levere en konkret plan på området i denne valgperiode, hvilket vi i vandværkerne selvsagt kun kan bifalde.

»Pointen om ekstra beskyttelse af de sårbare områder er jo præcis det, vi efterlyser her i Roskilde Nord, hvor de tynde lerlag gør vores grundvandsmagasiner sårbare. Og med de friske tal om udbredelsen af forureningen, som vi også præsenterede til borgermødet, så er der jo ingen tvivl om, at der skal handles i en fart,« siger Morten Aagreen fra Vandværkerne.